Ordet klaskes på tingen og bliver siddende – som et grafitti-tag, der trænger ind i murstenen. Snart kan man ikke skelne tingen fra tagget. Nok smuldre malingen, men mønstre og farver er trængt så langt ind i tingen og bevidstheden, at det ikke kan gnubbes, rystes eller skylles af. Tingen og tagget synes som ét.

For tiden genlæser jeg Nietzsches “Den muntre videnskab” fra 1882. Mens jeg læser, forsøger jeg at holde fast i nogle af de paragraffer, som jeg er kommet til at se i et andet lys efter, at jeg har læst mig ind på den objekt orienterede ontologi (OOO).

Specielt Den muntre videnskabs §58. Kun som skabende! har gjort indtryk på mig. Jeg læser denne som et argument for, at de ord og redskaber vi bruger til at beskrive og undersøge verden med ikke giver os kendskab til tingen som sådan, men altid kun til en reduktion af tingen selv – af dens væsen.

Nietzsche beskriver hvordan ry, navn, udseende, gyldighed, almindelige mål og vægt bliver “slængt om tingene som tøjstykker”, og at alle disse substantiver egentlig kun virker, fordi vi har valgt at tro på dem. Han beskriver hvordan de er med til at forme og skabe tingene, hvordan de “gror fast til og ind i tingen”. Vores betegnelser og beskrivelser ender med at blive til tingens væsen og virker som sådan, skriver han. Han giver os altså en form for definitionsmagt, som er så gennemgribende, at den er skabende. Det er vores ord, definitioner og troen på disse, der skaber tingen.

Vi skaber tingen igennem vores navngivning, vurderinger og sandsynliggørelser. Dette indbildningens tågeslør, som Nietzsche kalder det, har vi lagt udover den egentlige virkelighed, og kun som skabende kan vi på sigt omgøre tågesløret, der dækker den egentlige virkelighed. Jeg læser ikke Nietzsche i retning af, at vi er i stand til at fjerne tågesløret, som dækker for den egentlige virkelighed. Vi kan blot erstatte det med et andet. Vi kan navngive, vurdere og sandsynliggøre på andre måder, men er dømt til at leve med tingene gemt bag et slør.

På det punkt og givet at min antagelse er rigtig, så er OOO enig med Nietzsche i den henseende, at vi aldrig kommer i kontakt med tingen i-sig-selv. I en given relation vil tingen altid trække sig tilbage (Withdraw). Vi er dømt til at interagerer med tingen medieret forstået på den måde, at vi altid vil interagerer med tingen igennem eller via noget tredje. Det kunne være ord, tal, værktøjer eller noget helt fjerde.

Hvad OOO så tilføjer til Nietzsches observation er, at denne italesættelse af tingen ikke kun forekommer hos det menneskelige subjekt. Andre entiteter interagerer også med tingen, italesætter den og skaber den. Det arbejder Nietzsche ikke med og på det punkt forekommer han mig at være antropocentrisk.

Ting skaber også andre ting ved at forstå dem i deres eget billede. Havet interagerer med nedfaldende klippestykker og former eller “italesætter” disse som rundede entiteter. For krabben er disse “rundede entiteter” boliger og skjulesteder, mens de for mennesket på stranden kaldes sten i forskellige former og farver.

Photo by pan xiaozhen on Unsplash

Kun som skabende kan vi tilintetgøre! skriver Nietzsche dramatisk. Vi kan tilintetgøre det tågeslør som på et givent tidspunkt er svøbt om virkeligheden, men egentlig kun for at erstatte det med et nyt i form af nye navne, vurderinger og sandsynligheder. Hvad står vi så egentlig tilbage med? Vel egentlig kun at det i virkeligheden er det relative, som er det eneste objektive.