Alle burde undervises i, at de ikke kan tænke selv.

At undervise og tænke går hånd i hånd. Når vi underviser, så vil vi gerne gerne stimulere en bestemt form for tænkning. Men vi tager fejl, hvis vi reducerer undervisning til kun at handle om at stimulerer noget indre.

“Tænkning foregår i hjernen”. Sådan har vi tænkt om tænkningen siden Rene Descartes. Tænkning gøres indvendigt om noget ydre. 
Men er hud og hjerneskal virkelig en privilegeret grænse for tænkning?

Nej, det er det ikke.

Når du tænker, gør du det nemlig ikke alene. Du bruger alverdens redskaber, ting og udstyr – og det er uanset, om du er analogist og træt af det digitale, eller om du er “all pro digi-stuff”. Du har noter, papir, blyant, computer, bog, tavle, talsystemer, telefoner og jeg kunne blive ved. Du tænker ikke selv.

Min mormor, som var lettere dement, havde et par sutsko, som hun altid gik med. Hun tog dem på hver morgen, men hvis hun skulle huske at sætte skraldespanden ud, så gemte hun sutskoen under vasken om aftenen, inden hun gik i seng. Næste morgen manglede hun sin ene sutsko, fandt den under vasken og huskede skraldespanden. Hun havde lagt en del af sin hukommelse i sutskoen – udliciteret en del af tænkningen til en ting. 

Det at skrive er et andet godt eksempel på, hvor meget tænkning beror på andet end hjernen.
Blyantens tegn på papiret eller de mærker du virtuelt sætter på skærmen i dit skriveprogram giver dig en slags visuelt og intellektuelt feedback, når du skriver. Det at skrive er med andre ord en måde at tænke på. En systematisk måde at bearbejde stof på. Vi tænker med papiret, blyanten, tegnet og den tekst, der kommer til live i processen.

Tænkning kan måske ikke reduceres til noget indre, når vi skriver. Men hvad med resten af det mentale? Alt det vi mener, tror og er overbeviste om? Hører det ikke tænkningen til? Det må da befinde sig i det indre – i os selv?

Tænkning – mening og holdning

Er du nogensinde blevet konfronteret med en tekst, som du har glemt, at du har skrevet?

Når jeg konfronteres med en tekst, jeg har skrevet, men som jeg har glemt, så kan jeg tage mig selv i at sige “ahh ja for pokker, det mener jeg”, selv om jeg slet ikke kan huske, at jeg har skrevet teksten eller overhovedet huske dens generelle argumentation

På den måde har jeg holdninger og overbevisninger, som jeg ikke er umiddelbart bevidst om, men som indfinder sig, når teksten tænker med. En holdning eller overbevisning er derfor heller ikke begrænset til noget indre. 

Dine følelser er i fjernsynet

Mening, tro og holdning kan være gemt i tingene. Men kan følelser også? 

Det påstår den Slovenske filosof Slavoj Zizek. De fleste kender fænomenet “dåselatter” fra tv-serier. Dåselatter er ikke et cue til, at nu skal vi grine, siger Zizek. Nej, dåselatter befrier os derimod fra en forpligtelse til at grine.

Følelsen er altså udliciteret til fjernsynet, for selv om vi ikke selv grinede under serien, men overlod det til dåselatteren, så erindre vi alligevel, at vi har haft følelsen af at have moret os og været underholdt, når vi sidder tilbage i sofaen. Forskellen var bare, at følelsen ikke var i os, men at den var “derude” –  udliciteret til fjernsynet. 

Hud og hjerneskal er ikke en privilegeret grænse for tænkning. Tænkning kan ikke reduceres til noget indre. Vi tænker med tingene.

At undervise og tænke hænger sammen, derfor burde alle undervises i, at de ikke kan tænke selv.

Kilder:
Zizek, Slavoj: “Will You Laugh for Me, Please

Photo by Vinicius “amnx” Amano on Unsplash

Skriv et svar