Ingredienserne i kreative aktiviteter kan beskrives som en gensidig afhængighed og indbyrdes forbundethed mellem “Fuskeri”, “Fordybelse” og “Modstand”.  (Tanggaard 2016) Idéen eller arnestedet for det vi forestillier os eller bygger kommer fra vores engagement i konkret situerede aktiviteter. 

Jeg præsenterede på WebIT konferencen i år et lille glimt fra den verden, jeg selv beboer. De to søstre, som har hjemme her på matriklen, havde fået den idé, at de ville bearbejde et skænderi ved at lave en video. Glimrende idé tænkte jeg, indtil jeg hørte, at det også skulle involvere et knivkast. 

Som lettere bekymret forældre spurgte jeg naturligvis ind til det indfald. Et skænderi der skulle involvere et knivkast? Det var dog heldigvis blot pigernes forsøg på at arbejde kontrafaktisk – altså “hvad nu hvis” de var fortsat med skænderiet, hvor var de så havnet?

Lettere beroliget fik jeg forelagt deres problem. Nemlig, at man ikke i det videoredigeringsprogram de benyttede bare kunne indsætte et knivkast, og at de derfor ikke anede, hvordan de skulle få den scene med.

Af pigerne fik jeg overdraget den opgave, at finde frem til en måde hvormed at knivkastet kunne blive til en del af filmen. Mens jeg svedte med den opgave, ville de så gøre resten af manus færdigt. Det der kvalificerede mig til opgaven var, sagde de, at jeg kendte videoredigeringsprogrammet ret godt, og at jeg som mand sikkert havde set masser af voldelige film!

Jo, nogle film havde jeg da set, men jeg havde aldrig studset over, hvordan man egentlig laver sådan et kast på film.

Et par uger forinden havde jeg genset Quentin Tarantinos film “Kill Bill”, og jeg mindedes, at der her indgik et ret fedt knivkast. Ved at dvæle og fordybe mig i det knivkast opdagede jeg, at den kniv der bliver kastet aldrig svæver igennem luften. Der er derimod tale om en hurtig kamerapanorering, der slører knivens ikke eksisterende svæv igennem luften, hvorefter der så klippes til ofret med kniven i maven. Jeg ville kopiere det trick, og vi gik i gang med at fuske, fumle og fifle med vinkler, panorering og klipning. Tilsidst fik vi et nogenlunde hæderligt resultat, og klippet blev omdrejningspunktet for det lille skænderi, som portræteres i filmen.    

Tanggaards beskrivelse af en kreativ proces sætter ord på den gensidighed der var tilstede i vores lille projekt. Vi mødte modstand fra materialet, da vi ikke anede hvordan et knivkast kunne laves. Vi var derfor hensat til at fordybe os i “knivkast på film” bl.a. ved at gå i mesterlærer hos selveste Quentin Tarantino. Vi måtte herefter fuske med “videoredigering” ved for eksempel at dvæle ved discipliner som overgange, panorering og klipning. 

Det er ikke et mesterværk, men meget mere det man kunne kalde et kreativt knivkast i en begrænset verden

Skriv et svar