Hvor alle ting er i stykker

Dengang jeg handlede fredagsslik, kunne jeg stole på indkøbsvognen, hylderne, varebåndet og dankort. Jeg koncentrerede mig om børnene, mængden af slik og tiden inden aftensmad. Jeg havde projektet for øje, og tingene var ved-hånden – reduceret til funktion.
Sådan er det ikke længere.

Tingene har gjort oprør. Vristet sig fri og indgået alliancer bag om ryggen på mig. De afviser at blive præ-determinerede. De vil ikke sættes fast og reduceres til objekter.

Dankortautomaten. Den plejede at være så uanseelig og funktionel. Nu hænger den som en forræderisk ting med flere hundrede fingeraftryk på samvittigheden. Den maser sig frem i min bevidsthed som en potentiel smittebærer. Er den Corona-allieret? I ledtog med Covid-19?

Hvad med indkøbsvognen, hylderne med slik, slikposen, kassebåndet, gulvet, ilten jeg ånder – jeg bliver sindsyg.
‘Fredagsslik’ er blevet en konfrontation med min egen dødelighed.

Og sådan går jeg, som tingene selv, og går i stykker.

Jeg er ikke længere en Haraway Cyborg. Ingen af os er længere “Lord of things”, for ting er i stykker. Ting er blevet utilregnelig – en verden er gået i stykker.

I det ukendte er jeg stillet. Hensat til tingenes anderledeshed. Mere lyttende og spørgende. Mere åben og modtagelig.
Sådan indstillet kan jeg på ny indgå fællesskaber og alliancer.

I det små er jeg f.eks. blevet venner med et IKEA plastiknet. Det hjælper mig med varerne i butikken. Jeg har også givet DK-automaten fingeren og lært at betale med min iPhone. Og så har jeg opdaget, at hjemmebagt kage er god fredagsslik.

Jeg håber ikke længere på, at verden af i går vender tilbage. Jeg går og finder på fællesskaber for i morgen.

Skriv et svar