Kunstig intelligens – både som noget udefra og indefra

Det virker som om, at vi i langt den meste søgen efter bevidsthed i teknologi og kunstig intelligens, tager udgangspunkt i en verden, der er delt i to. På den ene side har vi dem, som besidder bevidsthed, og på den anden side har vi dem, som ikke besidder bevidsthed. Vi har altså en verden af “bevidste” overfor “ubevidste”.
De bevidste – at være som noget

Vi (mennesker) mener selv at høre til dem, som besidder bevidsthed. De ting som jeg er bevidst om, og måden jeg er bevidst om det på, bestemmer hvad det vil sige at være mig. Det er som noget, at være mig, noget jeg ved i kraft af mit indre, det er højst sandsynligt også som noget at være dig, for det har du overbevisende fortalt mig. Det er muligvis også som noget, at være en hund eller en kat og måske endda som noget at være myre. Men er det som noget at være en robot, en computer eller MS Word?
Dyr reagerer passende eller hensigtsmæssigt over for hændelse, som de er i stand til at sanse. De genkender ting, undgår smerte, lærer, planlægger og udviser på den måde bevidsthed. Det er i hvert fald typisk måden, vi identificere bevidsthed på. Vi ser “udefra” på den adfærd og de handlinger, som nogen udviser og udfører, og så slutter vi, at disse “udefra” indikatorer er mere eller mindre pålidelige tegn og symptomer på tilstedeværelsen af et bevidst “indenfor”. Men hvordan kan vi vide det?

Et indenfor – et udenfor

Jeg synes selv at kunne observere et sammentræf mellem mit eget indre, og så den adfærd og de handlinger, som jeg udfører. Men hvis vi skal ud over solipsisme, så er vi nød til at kunne bekræfte et sammentræf mellem “det indre” og “det ydre” hos andre. Hvordan kan vi være sikre på, at dette bevidsthedens lys overhovedet er tændt hos den anden?
Forestil dig en yderst avanceret kunstig intelligens, der (synes at) kunne fortælle om dens indre liv. Ville den/han/hun så være “en af os”? Ville vi, alle os bevidste, lade den være som noget, med alt hvad dertil hører af etik og moral? Hvis vi accepterer, må vi så ikke også være villige til at acceptere, at den kan udføre ubevidste handlinger, ligesom vi selv gør? Måske ville den endda kunne lide af bevidsthedsspaltning?

Vi ved måske intet om robottens indenfor, og skulle vi vide noget, så har vi den viden fra observationer altså fra det udenfor. Vi kan tro på, at observationerne er adækvate i forhold til det, der foregår indenfor, men vi kan lige så hurtigt blive i tvivl om, hvorvidt vi bliver snydt.
Den mest farbare vej ud af paradokset synes umiddelbart at være at holde sig til observationer, men samtidig gøre plads til tvivlen ved at undgå reduktioner. Noget af robottens bevidsthed (dens indre) kan der redegøres for i ‘objektive’ termer på baggrund af observationer udefra, men bevidsthed kan ikke reduceres til objektive termer. Bevidsthed er altid også mere og noget andet. Det er i hvert fald det, vi kan observere (udefra), tror på og arbejder efter, når vi behandler menneskets bevidsthed. Det er blandt andet derfor, vi har psykologer, hypnotisører med mere. De arbejder med og observerer den del af vores egen bevidsthed, som vi ikke engang selv kan observere.
Bevidsthed, kunstig eller ej, kan observeres men ikke reduceres til disse observationer. Den er altså noget, men den er altid også noget andet – en slags “andethed”.

Skriv et svar