Forlaget Alinea har en podcast, der hedder Didaktor. I seneste episode bliver jeg interviewet om ideen bag Skoletube og meningen med digitale produktionsværktøjer i undervisning.

Rent redaktionelt vinkler “Didaktor” episoden til at handle om Web 2.0. Det er et begreb, jeg har beskæftiget mig meget med for en del år siden. I interviewet blotlægger jeg mellem linjerne de konstruktivistiske teorier, som særligt har inspireret den tilgang, som vi har til læring, undervisning og kommunikation på Skoletube. Man kan allerede i teaseren høre min inspiration fra Luhmann, Qvortrup og Seymore Papert.

Lidt refleksion og så til sagen

Jeg mener stadigvæk, at radikal-  og social konstruktivistiske tilgange kan belyse væsentlige epistemologiske områder, som det er værd at skele til, når man i undervisningen snakker didaktik. Jeg er dog blevet meget mere skeptisk på dele af det ontologiske fundament for disse tilgange. De tager udgangspunkt i mennesket, og det skal en læringsteori også, men det efterlader en væsentlige aktør – nemlig teknologien i et mørke. Her forbliver den underbelyst og stigmatiseret, som det, der tjener underviseren i undervisningsituationen. Det er et problem, når en læringsteori vil italesætte en teknologi. Det kan nemlig kun blive meget antropocentrisk og på menneskelige præmisser, at man kan udsige noget om teknologien. Det svarer til, at man reducerer naturen til det, vi kan finde i supermarkedets køledisk.

Når man i så høj grad forlader sig på teknologi, som vi gør i dag i undervisningen, så må man opererer med en teknologiforståelse, og jeg er ikke sikker på, at den forståelse af teknologi, som ligger implicit i de konstruktivistiske teorier, er den rigtige. Hvorfor? Hvad er så den rigtige? Se det er et helt nyt spørgsmål, som jeg b.la. drøfter her.

Men her er dog mit bidrag til forståelsen af produktionsværktøjer, meningen med Skoletube og Web 2.0 i undervisningen: